Fundet på: http://www.loekken-vraa.com/index.php/article/articleprint/39/-1/1/
|
Top
Nyheder
|
Skribent: admin user
|
Udgivelsesdato: 24.06.2004 00:00
|
Lige siden Morten Mortensen blev uddannet som tømrer i 1979, hos Jens Kristiansen, Gølstrup, gik han med en drøm om at blive selvstændig.
Da svendebrevet var klart i 1979, tog Morten Mortensen til Tyskland for virksomheden Danwood Houses, hvor han byggede almindelige træhuse samt træhuse med skalmur. Morten Mortensen fungerede som freelance tømrer, og var ikke ansat i firmaet. ”Det var nogle spændende år, og husene var utroligt gode, i stil med dem som vi kender fra Høm-Hus-tiden”, fortæller Morten Mortensen.
I 1984 besluttede Morten Mortensen sig for at tage hjem til Danmark igen, og købte kort tid efter Løkken Badehotel i fællesskab med Bo Kristensen, Benny Frandsen og Kenneth Jørgensen. Formålet var at renovere bygningerne og efterfølgende sælge dem. I dag ejer Morten Mortensen og Bo Kristensen Café Frandsen, som de forpagter ud.
Efterfølgende blev firmaet BC Byg stiftet mellem Bo Kristensen, Carsten Anbo og Morten Mortensen. Firmaet eksisterede kun i få år, men fik lavet en del boliger, f.eks. de gule ejerboliger på Brændingen samt renoveringen af Strandpavillonen i Løkken.
I 1989 blev firmaet BOMO etableret mellem Bo Kristensen og Morten Mortensen, men allerede året efter solgte Morten Mortensen sine aktier i BOMO til Bo Kristensen.
I 1990 etablerede Morten Mortensen virksomheden Mortensen Byg, denne gang alene, og startede med 5 ansatte, heraf 4 tømrer og 1 maler. ”Jeg sad til leje i Bo Kristensen bygninger på Egevej frem til 1992, hvor jeg købte bygningerne på Åsendrupvej, hvorfra virksomheden drives i dag”, siger Morten Mortensen, som også i dag laver byggeprojekter sammen med Bo Kristensen.
Aktiviteterne i Mortensen Byg er mest koncentreret omkring Løkken, og har bl.a. været med til at lave Super Spar, Action House, Netto og ombygningen af Jyske Bank. Firmaet har dog været med til at etablere en Netto-butik i Sverige og har lavet en del renoveringer på lejligheder i Aalborg for et Århus firma.
Mortensen Byg har arbejdet på de huse, der modtog Løkken Sparekasses forskønnelsespris, de første 5 gange prisen blev uddelt”, fortæller Morten Mortensen, der siden 1990 har lavet en del renoveringer i Løkken.
Mortensen Byg tæller i dag 16 ansatte fordelt på 9 tømrer, 3 malere, 1 gulvmand og 3 murere. Virksomheden har altid budt på totalentrepriser, og tog første gang murere ind i virksomheden år 2000.
Morten Mortensen har en fornemmelse af, at det er tidligere feriegæster, som kommer tilbage til Løkken for at bosætte sig. ”Vi må ikke basere byens udvikling udelukkende på Magnolievej, som ikke er salgsbart. Det er meget vigtigt, at vi får udlagt nogle attraktive parcelhusgrunde i Løkken, hvis vi skal blive ved med at kunne tiltrække nye borgere”, siger Morten Mortensen.
Mortensen Byg er i øjeblikket i gang med, for Løkken Golfvillage, at opføre 18 andelsboliger for enden af Brændingen i Løkken, og skal i gang med at bygge nye ejerboliger i Løkkegade. ”Det er ved at være småt med arbejde i Løkken, så i fremtiden er vi tvungen til at se os omkring udenfor kommunen”, afslutter Morten Mortensen.
Morten Mortensen
|