Fundet på: http://www.loekken-vraa.com/index.php/article/articleprint/18/ |
Hjælp til selvhjælp |
Nordjysk Kompetence Udvikling (NKU) og Løkken-Vrå Erhvervsråd har etableret et netværk mellem 8 virksomheder i Løkken-Vrå Kommune.
”Virksomhederne har ikke været så gode til at bruge hinandens erfaringer, og det er det vi forsøger at råde bod på med dette nyoprettede netværk”, fortæller erhvervschef Steen Hjulskov.
Netværket består af virksomhederne Ventisol, LSM, In-Line Produktion, Vendelbo Trapper, Løkken Spa & Pool, Arovit Petfood, Hydra Tech og Vrå Dampvaskeri.
”Det er en blandet forsamling, men allerede efter de første par møder blev der fundet en fællesnævner”, siger udviklingskonsulent Flemming Andersen fra NKU, der har finansieret opstarten af netværket.
Ifølge fabrikschef Claus Jensen, Arovit, er det et længe efterspurgt ønske hos mange virksomheder i Løkken-Vrå Kommune at få etableret et sådant netværk.
Indholdet på møderne er bestemt af deltagerne i fællesskab med spændende emner til følge, men ellers er der ikke sat nogle begrænsninger fra de to initiativtagere.
Udover fællesdelen i netværket er der til hver virksomhed op til 40.000 kr. til individuelle virksomhedsudviklingsprojekter.
”En af de deltagende virksomheder, Løkken Spa & Pool, er som de første allerede i gang med et individuelt projekt”, siger Flemming Andersen, der videre fortæller, at et af formålene med netværket netop er at motivere og inspirere til udvikling også af den enkelte virksomhed.
Fra deltagernes side er forventningerne til netværket meget store, og ifølge erhvervschef Steen Hjulskov er der forhåbninger om, at netværket vil køre videre, efter at udviklingskonsulent Flemming Andersen ikke har mulighed for at deltage længere.