Fundet på: http://www.loekken-vraa.com/index.php/article/articleprint/16/-1/

Tømrervirksomhed har vokset sig stor på bare 4 år – potentialet er større, men ejeren holder igen.


Top Nyheder

Tømrer og snedkervirksomheden Preben Hyldgaard har på 4 år fået virksomheden til at vokse fra kun 1 ansat til i dag 18. En vækst som han selv føler er gået støt og roligt.

Alt papirarbejdet i virksomheden er udført af Gitte, som er Preben Hyldgaards ægtefælle, dette arbejde er sammen med virksomheden vokset støt, således at Gitte nu i et år, har været delvis hjemmearbejdende, hvilket har givet familien med 3 børn en roligere hverdag.

Efter først at have arbejdet mange år i udlandet, efterfulgt af 9 år for Arne Andersen Vrå og en kort periode for BOMO i Løkken, besluttede Preben Hyldgaard sig for i 1998 at starte sit eget firma. ”Jeg startede som en én-mands virksomhed, men fik hurtig den første medarbejder”, siger Preben Hyldgaard, som i øjeblikket udover egne folk har lejet 2 tømmersvende.

Virksomhedens arbejde er ikke kun koncentreret omkring Løkken, men har i princippet hele Danmark som marked. ”Der er mange om budet her i Løkken, så jeg har fra starten af haft den holdning at vi godt ville køre efter arbejdet om det var i Skagen eller ved grænsen”, fortæller Preben Hyldgaard, som har et godt forhold til andre håndværkere i området.

Tømrervirksomheden har kontrakt med Älvsbyhuse, som er et svenskproduceret træhus, og bare i år har de 3 ansatte, som er fuldtidsbeskæftiget med arbejdet, opsat ca. 30 træhuse. ”Det er en god niche. Husene kommer næsten færdige med køkken og badeværelse monteret, og så skal vi ”bare” samle elementerne,” siger Preben Hyldgaard, der har kontrakt på årsbasis.

Älvsbyhuse står selv for at sælge husene, så virksomheden skal ikke bruge ressourcer på selve salgsarbejdet.

Ifølge Preben Hyldgaard er markedet for træhuse voksende, delvis på grund af det gode indeklima og at det oftest kan laves billigere end de murede huse. Det er dog heller ikke uden betydning at det ikke tager mere en 2-3 uger at sætte det op.

Preben Hyldgaard er i år startet med at fremstille feriehuse, som han har kaldt Hyldgaard Sol. Her er salget ligeledes gået over alt forventning, med salg af i alt 4 feriehuse i år.

Preben Hyldgaard har ikke været bange for at prøve noget nyt, og har budt på opgaver, som har været meget udfordrende for virksomheden. Det har ifølge Preben Hyldgaard været positive resultater. I øjeblikket er firmaet ved at afslutte et forholdsvist stort projekt i Bjergby på 6 almennyttige boliger.
Preben Hyldgaard fik hovedentreprisen på Havgården i Løkken, som indebærer et stort ansvar for andre håndværksmestre som han har ansat som underentreprenører, samtidigt med at hans egne folk er i gang med tømrer- og snedkerarbejdet.

Preben Hyldgaard er meget beskeden om fremtiden, og har egentligt ikke et ønske om at virksomheden skal blive meget større. ”Potentialet for virksomheden er større. Som det ser ud nu, er der mange, som vi ikke kan hjælpe, så hurtigt som vi egentlig gerne ville, men jeg skal selvfølgeligt vurdere om vi vil vokse os større”, siger Preben Hyldgaard, der vurderer at der kan blive basis for 5-10 ansatte mere.

Virksomheden er ved at etablere sig i bygning i på Åsendrupvej i Løkken, og forventer at være færdig til indflytning medio næste år, hvor Preben Hyldgaard samler alle sine aktiviteter.

 

Modtagers email:

*

Din email:

*



| Tilbage til normal visning | Send denne artikel til en ven |