Fundet på: http://www.loekken-vraa.com/index.php/article/articleprint/15/-1/1/
|
- Turismen er et guldæg for Løkken-Vrå
|
|
Top
Nyheder
Men vi skal styre turismen mere, siger borgmester Knud Rødbro i et interview
I et interview i nyhedsmagasinet Danske Kommuner, som udgives af Kommunernes Landsforening, siger Løkken-Vrå borgmester, Knud Rødbro, at turismen er et guldæg for kommunen, men at den skal styres mere, end det hidtil er sket.
Interviewet indgår i en tema-artikel om turisme. Det er Løkken, der er udgangspunkt for artiklen, som referer resultatet af Seaside-projektet - den undersøgelse af turismen på Vendsyssels vestkyst, som tidligere har været udførligt refereret i Ugebrevet Vendsyssel.
Artiklen i Danske Kommuner refererer Seaside-rapporten for, at utilfredsheden med turisterne var størst i Løkken i forhold til de andre byer. 41 procent var utilfredse med turismeudviklingen, og 32 procent af indbyggerne i Løkken ønskede et fald i antallet af turister i lokalområdet inden for de næste fem år. Beboerne var især utilfredse med de mange unge turisters opførsel og de tilhørende gener i form af uro, støj, vold, hærværk, tyveri og drikkeri.
I rapporten hedder det blandt andet, at "Miljøet i byen er væk, nabohusene solgt til sommerhuse, byen er øde om vinteren og støjende om sommeren. Byen og menneskene kan ikke klare det." Og: "Vi behøver turismen i Løkken, men i højere grad på de lokales præmisser."
Til det siger borgmester Knud Rødbro, at der er mange modstridende interesser i Løkken. Nogle Løkken-borgere synes, at turismen er overdrevet, men på den anden side er den grundlaget for Løkkens eksistens. Langt de fleste i lokalsamfundet har på en eller anden måde tilknytning til turismen, for eksempel ved at leje et værelse ud.
Knud Rødbro mener, at Løkken er indstillet på at være en turistby og oplyser, at landbruget sikkert kun en kort tid endnu er kommunens vigtigste erhverv. Byrådet forventer, at turismen inden for få år overhaler landbruget.
- Man slagter jo ikke den høne, der lægger guldæg, siger Knud Rødbro til Danske Kommuner.
For at imødekomme de mest utilfredse Løkken-beboere, vil kommunen styre turismen mere, end man hidtil har gjort. Løkken har også fået en turismepolitik gennem destinationssamarbejdet Toppen af Danmark og har lavet en restriktiv bevarelsesplan for de centrale boligområder: Borgerne kan søge tilskud til vedligeholdelse af gamle bygninger, der lugter af Løkkens fortid med skudehandel fra stranden.
– Vi mener noget med bevaringsplanen. De krav skal opfyldes, for mange mennesker vælger at besøge Løkken på grund af vores bymiljø, fremhæver Knud Rødbro.
Læs flere nyheder fra Ugebrevet Vendsyssel: www.vendsys.dk
|